Miljøgodkendelse
Miljøgodkendelser
Ved en miljøgodkendelse tager statens Miljøcenter Odense eller kommunen stilling til, hvor meget en bestemt virksomhed må belaste miljøet. Særligt forurenende virksomheder skal altid have foretaget en miljøgodkendelse. Mindre forurenende virksomheder skal ikke nødvendigvis miljøgodkendes, men kommunen kan dog stadig tvinge dem til at nedbringe mængden af forurening. Den myndighed, der godkender virksomheden, skal løbende kontrollere, hvor meget virksomheden forurener. Kommunen eller regionen kan oplyse om, hvilke virksomheder i området der er miljøgodkendte. Miljøgodkendelser skal offentliggøres.
Her er en oversigt over afgørelser, der træffes på miljøområdet, og hvor kommunen ifølge lovgivningen skal foretage offentlig annoncering. Oversigten viser afgørelser, hvor klagefristen ikke er overskredet.
Grønne regnskaber
Virksomheder, der forurener meget, har pligt til at udarbejde et grønt regnskab en gang årligt. Det grønne regnskab viser, hvordan virksomheden påvirker miljøet fx gennem deres forbrug af energi, vand og råvarer. Desuden skal virksomhederne oplyse, hvilke forurenende stoffer der indgår i deres produktion og dermed udledes til omgivelserne eller udsendes fra virksomheden i produkter og affald. Virksomheden udarbejder det grønne regnskab for et år ad gangen og sender det til Erhvervs – og Selskabsstyrelsen, som offentliggør det. Formålet med de grønne regnskaber er at informere offentligheden om virksomhedens påvirkning af miljøet. Desuden skal regnskaberne få virksomhedens ledelse og medarbejdere til at tage hensyn til miljøet i forbindelse med valg af råvarer, ressourceforbrug og produktionsprocesser.
Miljøstyring
Miljøstyring er et ledelsessystem, der skal sikre et løbende overblik over virksomhedens forbrug af ressourcer og påvirkning af miljøet. Det er frivilligt at indføre miljøstyring, men det kan være med til at forbedre virksomhedens omdømme og gøre det nemmere at holde styr på ressourceforbrug og udledninger. Miljøstyring indebærer blandt andet, at den enkelte virksomhed udarbejder en miljøpolitik og miljøhandlingsplan samt kortlægger virksomhedens produktionsmetoder. Virksomheder, der har indført miljøstyring, udgiver årligt en miljøredegørelse. Denne redegørelse er mere detaljeret end det grønne regnskab og fortæller mere om, hvordan virksomheden påvirker miljøet.
Miljøvurdering - VVM
Alle større virksomheder skal igennem en vurdering, hvis de foretager sig væsentlige ændringer eller udvidelser af deres anlæg, eller hvis de tager nye anlæg i brug. Vurderingen kaldes Vurdering af Virkninger på Miljøet, VVM, og anvendes på fx kraftværker og større lossepladser til miljøfarligt affald. I vurderingen lægger man vægt på, at virksomheden er placeret, så der er så få ulemper for miljøet som overhovedet muligt. Man tager også lokalbefolkningen med på råd via en offentlig høring. Du kan få mere at vide om miljøvurdering ved at kontakte Landsplanafdelingen under Miljøministeriet.
