Bygge- og anlægsaffald
Bygge- og anlægsaffald er alt affald, som fremkommer ved anlægsarbejder, nedrivning, nybyggeri og renovering.
- En del af bygge- og anlægsaffald må efter forarbejdning genbruges uden tilladelse som erstatning for primære råstoffer, det er dog anmeldelsespligtigt.
- En del af bygge- og anlægsaffald må uden tilladelse forberedes til genbrug til samme eller beslægtede formål, som de har været brugt til hidtil.
- Asbestholdigt bygge- og anlægsaffald skal anmeldes til kommunen og bortskaffes som anført i kommunens regulativ for hhv. husholdningsaffald (pdf) og erhvervsaffald (pdf).
- Al bygge- og anlægsaffald skal sorteres på stedet (ved kilden).
- Bygge- og anlægsaffald skal bortskaffes som anført i kommunens regulativ for hhv. husholdningsaffald og erhvervsaffald.
Du kan også læse vores vejledning: Orientering om sortering og bortskaffelse af bygge- og anlægsaffald (pdf).
Herunder beskriver vi følgende emner:
Direkte genbrug til samme eller beslægtede formål
Sorteret, uforurenet affaldsmaterialer må uden tilladelse forberedes til genbrug til samme eller beslægtede formål, som de har været brugt til hidtil:
- Natursten f.eks. granit og flint.
- Uglaseret tegl f.eks. mursten og teglsten.
- Beton.
- Blandinger af materialer af natursten, uglaseret tegl og beton.
- Jern og metal.
- Gips.
- Stenuld.
Affaldet må ikke indeholde forurenende stoffer som f.eks. imprægneret træ, PCB-fugemasse, tjære, sod, rester af maling og lak.
Uforurenet bygge- og anlægsaffald må uden tilladelse oplagres på nedrivningsstedet i op til 1 år.
Genbrug som erstatning for primære råstoffer er anmeldelsespligtigt
Hvis sorteret, uforurenet bygge- og anlægsaffald skal genbruges i stedet for sand, grus eller andre primære råstoffer, skal genanvendelsen anmeldes til kommunen.
Genbrugsmaterialerne skal være sorterede og uforurenede. De skal være forarbejdet inden genbrug, for eksempel skal mursten nedknuses inden brug som vejfyld.
Anmeldelsen skal sendes til Faaborg-Midtfyn Kommune senest 2 uger før anvendelse finder sted. Anmeldelsen skal sikre, at anvendelsen sker på miljømæssig forsvarlig måde og for eksempel ikke i vådområder og beskyttede arealer.
Anmeldepligten gælder for sorteret og uforurenet bygge- og anlægsaffald i form af:
- Natursten f.eks. granit og flint.
- Uglaseret tegl f.eks. mursten og teglsten.
- Beton
- Blandinger af materialer af natursten, uglaseret tegl og beton.
Anmeldelsesskemaet vedlægges normalt første byggesagsbrev.
Anmeldelsen skal vedlægges et kort, hvor genanvendelsesstedet er markeret (indtegnet).

Asbestholdigt bygge- og anlægsaffald er anmeldelsespligtigt
Al asbestholdigt bygge- og anlægsaffald skal anmeldes til kommunen for at sikre korrekt bortskaffelse.
Det er ikke tilladt at genbruge asbestholdigt bygge- og anlægsaffald herunder hele asbestholdige eternittagplader.
Anmeldelsen skal sendes til Faaborg-Midtfyn Kommune senest 2 uger før arbejdet udføres.
Anmeldelsesskemaet (pdf) vedlægges normalt første byggesagsbrev.
Asbestholdigt bygge- og anlægsaffald inddeles i 3 kategorier afhængig af farlighed:
- Stærkt støvende asbestholdigt affald og asbeststøv, fx:
- Isolationsmateriale
- Opfej
- Støvsugerposer
- Beskyttelsesdragter
- Andet støvende affald, som fremkommer under arbejdet
- Asbestholdigt affald, som kan støve, fx:
- Loftplader – bløde
- Vægplader – bløde
- Isoleringsmateriale
- Hårde asbestholdige materialer med brud
- Ikke støvende asbestholdigt affald, fx:
- Eternittagplader – hårde uden brud
- Vægplader – hårde
- Altankasser

