Organisationen Faaborg-Midtfyn Kommune

Ledelsesniveauer

Faaborg-Midtfyn Kommunes organisationsmodel tager udgangspunkt i 3 ledelsesniveauer:

  • Direktion
  • Fagsekretariater og stabe
  • Institutioner

I det følgende er givet en kort beskrivelse af ansvar og kompetencer på hvert niveau. Det er forventningen, at der tages initiativ til faglig udvikling på alle niveauer i organisationen – og denne udvikling udbredes både ”opad”, ”nedad” og ”på tværs” i organisationen.

Direktionen

Direktionen består af 3 personer. En kommunaldirektør og to direktører, hvoraf den ene har stedfortræderfunktion for kommunaldirektøren.

Direktionen har ansvar for:

  • Formulering af visioner og udviklingsstrategi
  • Ansættelse og afskedigelse af chefer for fagsekretariater og stabe
  • Sparring til chefer for fagsekretariater og stabe
  • Projektansvar for tværgående udviklingsprojekter
  • Politisk sparring/rådgivning til borgmester og Kommunalbestyrelse
  • At indgå aftaler med alle institutioner, fagsekretariater og stabe
  • At alle aftaler forelægges udvalg og/eller Kommunalbestyrelsen

Fagsekretariater

I Faaborg-Midtfyn Kommune er der følgende fagsekretariater:

  • Pleje og Omsorg
  • Sundhed og Handicap
  • Social og Arbejdsmarked
  • Dagtilbud - Børn
  • Undervisning
  • Børn og Unge Rådgivningen
  • Plan og kultur
  • Teknik
  • Borgerservice

Fagsekretariaterne har ansvaret for den faglige udvikling og koordinering inden for og mellem fagområderne. Fagsekretariatschefens rolle er i høj grad at være inspirator og katalysator for faglig udvikling af et område. En rolle som vil fordre en dialogbaseret ledelsesprofil, hvor både evnen til at lytte og til at engagere andre for fælles mål vil være centrale kompetencer.

Stabene

I Faaborg-Midtfyn Kommune er der følgende stabe:

  • Fællessekretariatet
  • IT Staben
  • HR og Innovation
  • Økonomistaben


Stabene har overordnet set to funktioner. De skal dels understøtte organisationens daglige drift gennem levering af serviceydelser, konsulentbistand og ”controllerfunktioner” og samtidig lægge et udviklingspres på organisationen inden for deres respektive fagområder. Stabene har som andre enheder ansvaret for eget personale og budget mv.

Institutionerne

Institutionsniveauerne har et selvstændigt ansvar for driften og er fundamentet i den borgerrettede opgaveløsning i Faaborg–Midtfyn Kommune. Institutionerne har størst muligt råderum til, i dialog med deres brugere, selv at tilrettelægge den daglige drift.