Den supplerende pensionsydelse (Ældrechecken)
Den supplerende pensionsydelse udbetales automatisk, sammen med pensionen i januar måned, til de folkepensionister, som ifølge kommunens indkomst- og formueoplysninger har ret til ydelsen.
Det er en betingelse, at man har ret til folkepension inden den 1. januar det pågældende år.
Den supplerende pensionsydelse udgør i 2012 højst 11.200 kr. årligt. Beløbet er skattepligtigt.
Den supplerende pensionsydelse udbetales ikke, hvis din og din ægtefælles/samlevers likvide formue overstiger 77.700 kr. Likvid formue er for eksempel penge stående i banken og værdipapirer. Likvid formue er ikke hus, bil og sommerhus.
Den supplerende pensionsydelse udbetales efter din personlige tillægsprocent. Pensionsydelsen udbetales således med det fulde beløb, hvis din og din ægtefælles/samlevers samlede indtægt ud over den sociale pension ikke overstiger 18.500 kr. for enlige og 36.600 kr. for gifte og samlevende. Ved højere indtægter nedsættes pensionsydelsen gradvis efter den personlige tillægsprocent. Beløb under 200 kr. udbetales ikke.
Den supplerende pensionsydelse falder helt væk, når indtægten overstiger:
- 64.300 kr. for enlige folkepensionister
- 128.900 kr. for gifte og samlevende folkepensionister
Hvis du ikke har fået udbetalt den supplerende pensionsydelse eller har hørt fra kommunen med udgangen af januar måned - og mener, at du har ret til ydelsen, kan du henvende sig til Borgerservice, Team-Pension for at få beregnet, om du er berettiget til ydelsen.
Kontakt os
Borgerservice
Team-Pension
Mellemgade 15
5600 Faaborg
Tlf. nr. 7253 1563
team-pension@faaborgmidtfyn.dk
