Vielser - sådan gør I

Hvis I bor i Faaborg-Midtfyn Kommune og ønsker at indgå ægteskab, skal I udfylde en ægteskabserklæring. Den kan bestilles per telefon, hentes i en af Kommunens Borgerservice-afdelinger eller printes ud fra denne hjemmeside. Ægteskabserklæringen skal udfyldes og afleveres på/indsendes til Kommunen, uanset om I skal giftes i kirke, på rådhus eller i udlandet.
Sammen med ægteskabserklæringen, bedes I vedlægge følgende dokumenter - gerne i kopi:

Danske statsborgere født før 01.01.1960 skal vedlægge dansk dåbs-/navneattest eller navnebevis. Udlændinge, der har fået dansk statsborgerskab, skal vedlægge indfødsretsbevis eller dansk pas. Er I født eller døbt i udlandet, skal I vedlægge pas.

Er I fraskilte, er det ikke nødvendigt at vedlægges skilsmissebevilling eller -dom. Disse registreres i CPR, når bevillingen udstedes.

Hvis den tidligere ægtefælle er død, skal der vedlægges skifteretsattest med oplysning om, at fællesboet er skiftet. På bagsiden af ægteskabserklæringen kan I se hvilken dokumentation, der evt. også skal bruges. I tvivlstilfælde er I meget velkomne til at kontakte Kommunen.

Udenlandske statsborgere skal vedlægge pas og bevis for lovligt ophold i form af opholdstilladelse, visum eller indrejsestempel. Er I født i Danmark desuden dåbs- eller navneattest. 

Udenlandske skilsmissedokumenter og dødsattester skal godkendes af Kommunen.

For ugifte personer afleveres til Kommunen en civilstandsattest fra hjemlandet.

Ønsker I at blive gift i en kirke eller på et andet rådhus, skal I bruge en prøvelsesattest, som udstedes af Kommunen. Prøvelsesattesten bliver udstedt på baggrund af oplysningerne i ægteskabserklæringen og jeres personlige dokumenter. Prøvelsesattesten er gyldig i 4 måneder. Den skal afleveres på det rådhus eller i den kirke, hvor I vil giftes.

Skal I giftes i udlandet, udsteder Kommunen en ægteskabsattest, som skal afleveres til den myndighed, der skal vie jer i det pågældende land. Ægteskabsattesten er gyldig i 4 måneder.