Beskæring af hæk, hegn og træer

Grundejernes beskæring af hæk, hegn og træer

Af hensyn til den frie passage på fortove og langs veje skal hække og anden beplantning være klippet ind i flugt med skel mod vej eller sti.

Udhængende grene skal studses eller beplantningen skal holdes opstammet, således at der holdes en fri højde over vejen på mindst 4,20 m - over fortove, cykelstier og rabatter dog 2,75 m.

Vejbestyrelsen kan kræve træer og anden beplantning på, over og i vejareal fjernet, nedskåret, opstammet eller studset. Det samme gælder træer og anden beplantning ved vejareal, når vejens istandsættelse eller hensynet til færdslen gør det nødvendigt.

Hvis vejbestyrelsens krav ikke efterkommes inden for en fastsat frist, kan vejbestyrelsen lade arbejdet udføre for ejerens regning.

Beskæring af hegn og træer i fredet stendige

Hvis der på din grund er levende hegn på et fredet stendige og du ønsker at beskære hegnet, skal du være opmærksom på, at du ikke må beskadige stendiget. Det betyder bl.a. at du ikke må fjerne rødderne fra hegnet.
Inden du beskærer hegnet skal du søge om tilladelse hos Vej- og trafikafdelingen. Du kan sende en mail til Lisbeth Y. Olsen eller ringe på tlf. nr. 72 53 22 15

Gadelamper og luftledninger

Træer og buske skal være beskåret så de ikke kommer i berøring med luftledninger eller hindrer gadelamper i at belyse vej og sti.

Bemærk at der er særlige regler for beskæring omkring luftledninger. Du kan læse mere i Sikkerhedsstyrelsens Vejledning om arbejde og træbeskæring nær luftledninger