EU-Sundhedskort (Det blå kort)

Det blå kort hvis du skal arbejde i udlandet

Det blå kort skal evt. være ledsaget af en blanket for at du er dækket af sygesikringen ved arbejde i udlandet.

Læs om mere om reglerne for social sikring i udlandet (åbner i nyt vindue) og kontakt evt. din bopælskommune.

Det blå kort på ferie i udlandet

Hvis du skal være på ferie mere end 30 dage, eller har du fx en kronisk sygdom og ved, du kan få behov for medicin eller andet, kan du få brug for et blåt EU-sygesikringsbevis.

EU-kortet giver ret til læge- og sygehusbehandling, medicin m.m., hvis du bliver syg under et ophold i et EU-land. Kortet dækker ikke kun akut sygdom og tilskadekomst, men det der kaldes 'behovsbestemt sygehjælp'. Den behovsbestemte hjælp vil sige, at det er lægen, der afgør, hvilken behandling du kan få. Det afhænger bl.a. af, hvor længe du skal opholde dig i landet, og hvilken behandling der er tale om.

EU-sygesikringen dækker kun, hvis behandleren er tilknyttet den offentlige sygesikring i landet og den giver kun ret til de samme ydelser, som borgerne i det pågældende land har. Du kan derfor komme til at betale en del af behandlingen selv. Betaler du mere, end borgerne i landet selv skulle have gjort, kan du få refunderet dine udgifter, når du kommer hjem ved at henvende dig til SOS International A/S. Det kræver dog, at du gemmer alle bilag som regninger, recepter osv.

Forsikringen dækker ikke sygetransport hjem til Danmark, og den dækker ikke, hvis formålet med rejsen er at få behandling i udlandet. 

Det blå sundhedskort dækker i disse lande

Kortet dækker i disse lande: Belgien, Bulgarien, Cypern, Danmark, Estland, Finland, Frankrig, Grækenland, Irland, Island, Italien, Liechtenstein, Litauen, Luxembourg, Malta, Holland, Norge, Polen, Portugal, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Storbritannien og Nordirland, Sverige, Tjekkiet, Tyskland, Ungarn, Rumænien, Østrig og Schweiz.

Det er ikke nødvendigt for danske statsborgere at have et EU-sygesikringsbevis ved ophold i de nordiske lande. Heller ikke i England og Nordirland hvor det er nok at vise sit pas.

Kortet dækker ved ophold i op til 5 år, det er gratis og kan bestilles her på hjemmesiden.