Idræts- og bevægelsestilbud til mennesker med nedsat funktionsevne

Tilpasset Idræt og Bevægelse TIB

I perioden fra den 1. oktober 2007 til den 30. september 2008 har der i Faaborg-Midtfyn Kommune kørt et projekt vedrørende Tilpasset Idræt og Bevægelse (TIB). Projektet er afviklet i samarbejde med Handicapidrættens Videnscenter og Dansk Handicap Idræts Forbund (DHIF).

Formålet med projektet var, at undersøge muligheden for, at alle indbyggere i Faaborg-Midtfyn Kommune uanset funktionsevne kan få adgang til passende og relevante idræts- og bevægelsestilbud i deres lokalområde.
For at få viden om hvilke tilbud de enkelte idrætsforeninger og private udbydere af fysisk aktivitet kan tilbyde, blev alle interviewet pr. telefon i efteråret 2007 og starten af 2008. Det resulterede i en oversigt over hvilke idrætstilbud de enkelte foreninger/private udbydere tilbyder samt hvor i kommunen, der er tilbud om Tilpasset Idræt og Bevægelse.

Med baggrund i de erfaringer, som Faaborg-Midtfyn Kommune har fået i projektperioden, er det besluttet at fastholde den koordinatorfunktion, der blev udviklet i forbindelse med projektet.
Koordinatorfunktionen er 3-delt og består af en fritidskonsulent fra Fagsekretariatet Kultur og Fritid, frivillighedskoordinator fra Fagsekretariatet Sundhed og Handicap samt kommunens motionsvejleder ligeledes ansat i Fagsekretariatet Sundhed og Handicap. Motionsvejlederen har i øvrigt været en del af styregruppen i projektperioden.

Selvom projektet er afsluttet, er alle foreninger og private udbydere fortsat meget velkomne til at udvikle nye tilbud - gerne i samarbejde med en af fagpersonerne fra den 3-delte koordinatorfunktion eller til at kontakte motionsvejlederen, som kan være behjælpelig med udviklingen af tilpassede idrætstilbud.
Hvis du som individuel person vil vide mere om hvad Tilpasset Idræt og Bevægelse er, og hvor i kommunen du har mulighed for at dyrke det, er du meget velkommen til at kontakte motionsvejleder Kirsten Nørgaard Dahl på tlf. 7253 6042