Regler for skilte i det åbne land

Vi har i Danmark valgt at holde landskabet fri for store og dominerende reklameskilte. Det er derfor muligt at opleve den danske natur og det karakteristiske danske landbrugsland uden reklameskilte som forstyrrende elementer. I mere end 50 år har Naturbeskyttelsesloven indeholdt et generelt forbud mod reklameskilte i det åbne land.
Undtaget for det generelle forbud i naturbeskyttelsesloven er opsætning af:
a) mindre oplysningsskilte.
Loven stiller følgende krav til et mindre oplysningsskilt:
- Skiltet skal være rektangulært
- Skiltet må højst være 0,25 m2
- Skiltet må ikke være højere end 1 meter over terræn
- Skiltet må kun oplyse om virksomhedens navn, adresse, art og produktion
- Skiltet skal være ensfarvet og have en afdæmpet bundfarve med tekst i afdæmpede farver
- Skiltet må ikke belyses, være oplyst, reflekterende eller bevægeligt.
Du skal ikke have tilladelse til at sætte mindre oplysningsskilte på egen ejendom ved udkørsel fra ejendommen. Hvis ejendommen ligger ud til en lukket privat fællesvej, kan skiltet opsættes ved denne vejs udmunding i offentlig vej.
b) Virksomhedsreklamer ved ejendommens bygninger.
Der er ingen regler for størrelse, form eller farve, hvis skilte placeres tæt ved gårdens stuehus, driftsbygninger eller lignende. En afstand på ca. 20-30 m betragtes som tæt ved bygningerne. Det eneste krav til skiltet er, at det ikke må virke dominerende i landskabet eller være synlig over store afstande.
Der arbejdes med følgende begreber for vejarealet:
Vejens funktion er først og fremmest som færdselsåre for trafikanterne. Til vejarealet hører kørebanen, rabatter, grøfter, vigepladser, rastepladser samt afmærkninger, dvs. striber og færdselstavler.
Rabatterne er sikkerhedszoner, etableret af hensyn til vejens funktion som færdselsåre. Her placeres vejafvandingssystemerne, færdselstavler, vejvisning m.m.
Vejarealer er IKKE til private boder, skilte og lign.
Skilte boder (stationære og mobile) og lign. må ikke placeres på de til vejen hørende arealer.
Anbringelse af skilte ud over vejarealerne må ikke finde sted.
Kommunen kan i forbindelse med større offentlige arrangementer (som for eksempel byfester eller festspil) tillade opsætning af midlertidige oplysningsskilte op til 1 m2 på vejarealet. Skiltene må tidligst opsættes otte dage før arrangementet og skal fjernes senest dagen efter. Skiltene skal sættes op mindst 1 meter fra kanten af kørebanen og må ikke virke generende for oversigten ved vejkryds eller udkørsler.
