Klimatilpasning
Faaborg-Midtfyn Kommune er i de senere år påbegyndt arbejdet med klimatilpasning.
I det daglige foregår arbejdet inden for afløbsområdet, byggemodning, og i lokalplanlægning. Ved byggemodning og lokalplanlægning arbejder vi ud fra forventninger om øgede vandmængder.
Hvor vi er gået over til at arbejde med tostrengede afløbsledninger i stedet for enstrengede, benytter vi Danvas retningslinjer for regnhændelser og vi tilpasser dimensionering af rør, bassiner og afløb efter disse.
Analyser tyder på, at kraftig nedbør, der kan medføre oversvømmelse, vil forekomme 3 -5 gange hyppigere end i dag. Det betyder, at vi kan forvente, at oversvømmelser af lavtliggende byområder vil ske hyppigere og have en større udbredelse end i dag.
Hvis du står overfor at skulle renovere sit afløbssystem, kan du undersøge andre måder at aflede regnvandet på, fx ved at etablere faskiner. En faskine er en simpel anordning der sørger for en kontrolleret nedsivning af tag- og overfladevand. På den måde kan man ofte undgå sumpede områder på ejendommen og samtidig bidrage positivt til vandmiljøet.
I Faaborg-Midtfyn Kommune kan enhver borger, der ønsker at benytte en faskine på sin ejendom, frit etablere den, hvis det befæstede areal er mindre end 200 m2. Er arealet større end 200 m2, skal du søge tilladelse:
Det kan du gøre

- Tjek forsikringen for at sikre at du er tilstrækkeligt dækket ved stormfald og oversvømmelse. Sørg for at dit hus er lovligt opført – så vil det være sikret mod de fleste ekstreme vejrsituationer.
- Vær beredt på skybrud og stormflod. Fjern for eksempel ting der ikke kan tåle vand fra kælderen.
- Være klar over om der er risiko for spildevand i kælderen hvor kloaksystemet bliver overbelastet.
- Overvej at lede regnvand udenom kloakken, for eksempel ved at etablere en faskine.
- Grønt vækstlag på tagflader kan forsinke afledning af regnvand på egen grund.
- Tag stormvarsler alvorligt. Sørg for at der ikke er løse tagplader og løse genstande uden for huset.
- Fjern sne og sjap så det ikke skader huset.
