Danmarks Friluftskommune 2011
Fejring af Årets Friluftskommune 2011
Se TV2 Fyn indslag her
Der var gilde i skoven, da Faaborg-Midtfyn Kommune fik overrakt prisen som Danmarks Friluftskommune 2011 ved en lille friluftsevent i skoven ved Holstenshuus.
Tirsdag den 27. september var der inviteret til fejring af Friluftsrådets kåring af Faaborg-Midtfyn Kommune til Danmarks Friluftskommune 2011. Det foregik i fri luft i skovene ved Holstenshuus, hvor Friluftsrådets næstformand Jeppe Jørgensen overrakte prisen og de 250.000 kr. til borgmester Hans Jørgensen.
Mange lokalråd og friluftsforeninger som spejdere, rideklubber, lystfiskere og jægerforeninger havde taget imod invitation og mødt op til fejringen sammen med samarbejdspartnere som Naturturisme I/S, Naturstyrelsen Fyn, Riderute Sydfyn mv.
”Vi er rigtig glade for det store fremmøde” siger borgmester Hans Jørgensen, ”Dejligt at kunne fejre dagen sammen med vores gode samarbejdspartere omkring realisering af kommunens friluftsstrategi. De er nemlig i høj grad medvirkende til at vi er blevet Danmarks Friluftskommune 2011”.
Fejringen blev i Friluftslivets tegn hold udendørs på arealerne ved Holstenshuus som en lille friluftsevent. Således ankom flere af kommunes politikere enten travende ad Øhavsstien, sejlende i kajak eller til hest ad Riderute Sydfyn. Friluftsrådet næstformand ankom i en lille delegation på cykel anført af den lokale formand for Dansk Cykellistforbund.
Selve overrækkelsen foregik i skoven ved Via Ferrata – træklatrerbanen i skoven ved Holstenshuus, hvor der efterfølgende blev budt på bålstegte ananas, bålkaffe og frisk sydfynsk æblejuice.
I kommunen er der stor glæde over kåringen, der bl.a. skal være med til at synliggøre de mange gode friluftsprojekter, det er lykkedes at sætte i gang som en del af den samlede udviklingsstrategi for kommunen.
”Vi satser i disse år meget på gode frilufts- og fritidsmuligheder i kommunen som led i at fastholde og tiltrække nye borgere og turister til vores kommune, og kåringen ser vi som en anerkendelse af denne satsning”, sagde borgmester Hans Jørgensen bland andet i sin takketale.
Kontakt
Natur og Landskab
Bryggergården 2, 5600 Faaborg
Karin Skovhus
Tlf. 72 53 20 16
Mail: kskov@faaborgmidtfyn.dk




