Bjørneklo

Kæmpe bjørneklo i Faaborg-Midtfyn Kommune

Bjørneklo

Der er desværre stadig mange kæmpe bjørneklo spredt omkring i kommunen, og derfor har kommunen besluttet at gøre en ekstra indsats for at bekæmpe denne skærmplante som stammer fra Kaukasus. Kommunen har derfor vedtaget en handlingsplan, som du er velkommen til at læse i.


Kommunen varetager bekæmpelsen af kæmpe bjørneklo på kommunens egne arealer. Hvis der står kæmpe bjørneklo på private arealer, så opfordrer kommunen ejerne til at bekæmpe dem.
 

Jeg har fundet en kæmpe bjørneklo

Hvis du opdager en kæmpe bjørneklo, vil vi opfordre dig til at notere det i Skov- og Naturstyrelsen indberetningsskema.


Skov- og Naturstyrelsen har også udgivet en folder om kæmpe bjørneklo, og på deres hjemmeside kan du finde mange nyttige oplysninger om udbredelse, og hvordan man bedst bekæmper dem.

Bekæmp kæmpe bjørneklo

Slåning:
F.eks. med le. Planten skæres over så tæt på jorden som muligt. Undgå at bruge buskrydder, da denne flænser planten og spreder den giftige saft som en tåge.

Rodstik:
Plantens rod skæres over med en skarp spade 5 - 10 cm under jordoverfladen. Udføres bedst inden Sankt Hans. Senere på året koncentreres indsatsen mod planter med blomsterskærme.

Græsning:
Bjørneklo har en høj næringsværdi og kan græsses af får og kreaturer. Metoden er god på større arealer.

Kemisk:
Planten kan også bekæmpes med glyphosat, f.eks. Roundup, som smøres eller sprøjtes på bladene eller de overskårne stængler. Følg producentens vejledning om blandingsforhold og dosering. Hvis planten har sat blomsterskærme, er kemisk bekæmpelse ofte for sent, da planten kan nå at sætte frø inden den dør.
Hvis du har planer om at sprøjte planten væk, er det vigtigt, at du kontakter kommunen først. Det er nemlig ikke tilladt at bruge gift i naturområder, uden at kommunen har godkendt det.

Uanset hvilken metode du vælger, skal bekæmpelsen begynde tidligt, inden planten bliver for høj, allerede i april – maj, og følges op sommeren igennem.
Læs evt. denne folder om bekæmpelse af kæmpe bjørneklo.

Bekæmp ikke de forkerte - kæmpe bjørneklo kan forveksles

Kæmpe bjørneklo er nem at genkende i naturen, men kan dog forveksles med andre bjørneklo-arter, der er naturligt hjemmehørende i Danmark, og som ikke skal bekæmpes. Kæmpe-bjørneklo kan forveksles med almindelig bjørneklo, som er en mindre plante, der ligesom kæmpe-bjørneklo vokser i grøftekanter, levende hegn mv. Desuden kan kæmpe-bjørneklo forveksles med kåltidsel og strandkvan.

Botanik og kæmpe bjørneklo

Kæmpe-Bjørneklo (Heracleum mantegazzianum) er en toårig, urteagtig plante. Den kan dog blive flerårig, indtil den får lejlighed til at blomstre. Væksten er kraftig og opret med en hul stængel, der kan være op til 10 cm i diameter. Den har spredte, røde pletter og bærer stive hår. Grundbladene, som dannes det første år, er meget store og dybt indskårne med groft tandede lapper. Den blomstrer andet år i juni-juli, og blomsten består af endestillede storskærme med flere linjeformede svøbblade. Storskærmen er bygget op af 50-150 småskærme, der hver har nedadrettede småsvøb. De enkelte blomster er hvide og mere eller mindre uregelmæssige. Frugterne er flade og glatte med en ubehagelig lugt.