Bynære motionsområder og mødesteder
Kort beskrivelse af projektet
Selvorganiseret idræt såsom cykling, svømning og løb er blandt de største idrætsgrene og i vækst. Flere og flere danskere dyrker også fitness, og her er ønsket om udendørs fitnessområder i kraftig vækst. En stor del af lokalrådene i kommunen har i deres udviklingsplaner peget på behovet for et lokalt mødested for den selvorganiserede motion, så gå- eller løbeturen kan sluttes af med styrketræning/udstrækning på f.eks. et udendørs fitnessområde med redskaber. Flere vil også gerne have pladserne kombineret med tumle/legeplads for børn, så hele familien kan komme af sted sammen.
For at trække på allerede indhøstede lokale erfaringer vil de udendørsmotionsområder blive kortlagt, og erfaringerne vil blive høstet. Desuden vil der blive eksperimenteret med forskellige metoder til at facilitere den selvorganiserede motion og brug af mødestederne/motionsstederne f.eks. i form af partnerskaber med foreninger, motionsdating på nettet, hjælp til opstart af løbeskoler m.v..
Muligheder for at kombinere forældres ”selvorganiserede” motion med børnenes foreningsliv ved at tænke faciliteter sammen skal desuden undersøges og afprøves, herunder også f.eks. motionsløbernes muligheder for at bruge hallernes omklædnings- og toiletforhold, skabe mv. Der skal f.eks. være mulighed for at familien samlet tager til idrætsanlægget: Mens børnene dyrker foreningslivet (spiller fodbold, håndbold, tennis mv.), løber mor og far en tur på motionsruten. Efter endt omklædning mødes hele familien igen i hallens café til en sund forfriskning.
I forbindelse med helhedsplanen for indretning og drift af kommunens idrætsområder og parker, vil den gerne indarbejde den nyeste nationale og internationale viden om, hvordan indretningen af disse områder kan fremme bevægelse og motorisk udvikling. I flere af de større lokalbyer vil der desuden blive lavet ”grønne” helhedsplaner for de grønne områder. Derved kan lokalrådenes mange ønsker om aktivitesrum, stier mv. i forbindelse med deres udviklingsplaner tænkes sammen og sikre synergi og fremadrettet udvikling i byerne.
Konkret vil kommunen :
- kortlægge og evaluere de eksisterende udendørs motions- og bevægelsespladser i kommunen og sammenholde det med erfaringer fra andre kommuner
- sammenfatte den indhentede erfaring/viden om bevægelses/motionspladser i en drejebog/eksempelsamling. En sådan er bl.a. blevet efterspurgt af mange lokalråd.
- give tilskud til anlæggelse af 2-3 nye aktivitets-/motionspladser i samarbejde med lokalråd og idrætsforeninger
- afprøve metoder til at stimulere brugen af pladserne og den selvorganiserede motion lokalt i form af partnerskaber med foreninger, eksperimentere med Tilpasset Idræt og Bevægelse (TIB), motionsdating på nettet, løbeskoler mv.
- skabe adgang for motionister til omklædningsfaciliteter i eksisterende idrætsanlæg, f.eks. med nøglekort/klippekort samtidig med, at der laves gode løberuter eller lignende ud fra hallen.
- Lave ny strategi for parker og grønne områder, hvor bevægelse og motion tænkes ind og eksemplificere det ved at lave konkrete grønne helhedsplaner for 2-4 større lokalbyer.
Projektet kører i 2010 og 2011.
