Revalidering

Hvis man af helbredsmæssige eller særlige sociale grunde har en nedsat arbejdsevne, kan man få hjælp til at få eller fastholde en tilknytning til arbejdsmarkedet ved et tilbud om revalidering. Det forudsættes dog, at man har forsøgt at udnytte mulighederne på arbejdsmarkedet og i det almindelige uddannelsessystem.

Der kan ydes hjælp til afklarende eller forberedende aktiviteter, der er nødvendige for at lægge en jobplan.

Planen kan eksempelvis indebære omskoling, en faglig uddannelse med praktik, en videregående uddannelse eller tilbud om støtte til placering på det almindelige arbejdsmarked.

Der kan i en periode udbetales løntilskud til arbejdsgiveren.

Indtil jobplanen med revalidering sættes i gang beholder man sit hidtidige forsørgelsesgrundlag, hvilket typisk vil være sygedagpenge eller kontanthjælp. Herefter udbetales den faste revalideringsydelse, som svarer til dagpengenes maksimumbeløb. Er man under 25 år, halveres beløbet normalt. Kommunen kan desuden yde hjælp til særlige uddannelses- og handicapbetingede udgifter.

Hvis man har særlige vanskeligheder, kan der tilbydes optræning på institutioner og i revalideringsprojekter.