Anden revalideringshjælp
Du kan få hjælp til arbejdsredskaber og maskiner til enten dit nuværende arbejde eller ved etablering af nyt arbejde.
Det er en betingelse, at arbejdsredskabet er en nødvendig forudsætning, for at du kan udføre dit arbejde. Du kan få hjælpen som tilskud eller udlån af redskab.
Du får hjælp til f.eks.:
- arbejdsmaskiner og værktøj
- særlige arbejdsstole
- mindre ændringer af arbejdspladsen
Du kan også få hjælp til etablering af selvstændig virksomhed
Afgørelsen træffes ud fra dine forudsætninger for at drive virksomheden. Der lægges bl.a. vægt på din helbredssituation, dine evner og dine forretningsmæssige forudsætninger.
Får du hjælp til etablering, sker det efter en godkendt etableringsplan. Hjælpen kan dække, hvad der er nødvendigt for at drive virksomheden. Du får hjælpen som tilskud, udlån eller rentefrit lån. Der kan også ydes hjælp til forsørgelse i en kortere periode, normalt ikke over 6 måneder.
Fleksjob
Hvis din arbejdsevne er varigt begrænset og du ikke kan få beskæftigelse på almindelige vilkår, kan du få tilbudt et fleksjob hos en privat eller offentlig arbejdsgiver. Alle muligheder for revalidering skal være afprøvet. Du ansættes normalt på fuld tid, men skånehensynet skal tilgodeses. Du får normalt udbetalt fagets mindsteløn efter overenskomsten, og arbejdsgiver får et tilskud til lønnen på 1/2 eller 2/3, alt efter din arbejdsevne.
Løntilskudsjob til førtidspensionister (tidligere skånejob)
Hvis du får førtidspension og ikke kan arbejde på deltid på almindelige vilkår, kan du få et løntilskudsjob hos en privat eller offentlig arbejdsgiver.
