Førtidspensionister
Revalidering
Hvis du af helbredsmæssige årsager eller særlige sociale grunde har nedsat arbejdsevne, kan du få hjælp til at få eller fastholde en tilknytning til arbejdsmarkedet ved et tilbud om revalidering. Det forudsættes dog, at du har forsøgt at udnytte mulighederne på arbejdsmarkedet og i det almindelige uddannelsessystem.
Du kan få hjælp til at få fastlagt en realistisk jobplan. Planen kan eksempelvis indebære omskoling, en faglig uddannelse med praktik, en videregående uddannelse eller tilbud om støtte til placering på det almindelige arbejdsmarked. Indtil det erhvervsmæssige sigte er fastlagt beholder du sit hidtidige forsørgelsesgrundlag, hvilket typisk vil være sygedagpenge eller kontanthjælp.
Herefter udbetales den faste revalideringsydelse, som svarer til dagpengenes maksimumbeløb. Kommunen kan desuden yde hjælp til særlige uddannelses- og handicapbetingede udgifter, det kan eksempelvis være udgifter til bøger, materialer eller transport.
Der kan, når særlige forhold taler for det, i en periode udbetales løntilskud til arbejdsgiveren med henblik på erhvervsmæssig oplæring eller genoptræning på en arbejdsplads. Størrelsen af løntilskuddet afhænger af en vurdering af din arbejdsevne.
Satser
Revalideringsydelsen er i 2006 på 14.452 kr. mdl. Bemærk, at ydelsen normalt er det halve hvis du er under 25 år, medmindre du eksempelvis forsørger hjemmeboende børn.
Løntilskud overenskomstmæssig mindstelønsordning er i 2006 fra 59,71 til max 107,06 kr./t.
Fleksjob og løntilskudsjob til førtidspensionister
Personer under 65 år, der har varige begrænsninger i arbejdsevnen, men ikke modtager førtidspension, kan få tilbudt et fleksjob, normalt på fuld tid, hvor der kan ydes 1/2 eller 2/3 løntilskud, afhængig af graden af arbejdsevne.
Personer, der modtager førtidspension, kan få tilbudt et løntilskudsjob med en tilskudssats i 2006 på 21,41 kr./t (i særlige tilfælde 37,47 kr./t).
