Gener fra virksomheder, offentlige institutioner, udendørs arrangementer og lignende

Hvis du er generet af støj, lugt eller røg fra en virksomhed, en kommunal institution eller fra et udendørs arrangement, så prøv at kontakte den anden part med en appel om dæmpning af genen. Hvis det ikke hjælper, og genen er væsentlig, kan du henvende dig følgende steder:

  • Hvis aktiviteterne på en virksomhed, en offentlig institution eller lignende generer dig væsentligt kan du henvende dig til Miljøafdelingen. Det er kommunen der giver tilladelse til virksomhedens miljøforhold og derved også til hvor meget de må udsende af støj, lugt og røg.
  • Hvis der er for megen støj ved udendørs arrangementer såsom byfester, festivaler, koncerter og lignende skal du henvende dig til politiet. Ved udendørs arrangementer skal politiet som regel give tilladelse inden. Hvis arrangementet er på et offentligt areal, skal kommunen også give tilladelse.
  • Klager over generende støj fra vej, lufthavne, havne og andre trafikanlæg skal sendes til den myndighed, som har ansvaret for det pågældende trafikanlæg.

En henvendelse til kommunen over lugt-, støj- og røggener fra virksomheder, offentlige institutioner eller udendørs arrangementer skal helst være skriftligt. Behandlingen af henvendelsen vil være nemmere og hurtigere, hvis der er en beskrivelse af genen. Det vil også være en fordel, hvis der er en beskrivelse af hvornår, hvor lang tid og hvor ofte genen forekommer.