Skorstensfejning
Er en skorsten i brug, skal den renses af en skorstensfejer mindst én gang om året.
Skorstensfejeren skal også kontaktes, hvis du skal have brændeovn eller pejs i dit enfamilieshus. Skorstensfejeren skal nemlig syne brændeovnen eller pejsen, inden den tages i brug.
Bor du i flerfamilieshus skal du forinden søge om byggetilladelse hos kommunen.
Hvad gør skorstensfejeren?
Alle, der har ildsted og skorsten, skal have udført skorstensfejerarbejde, idet dette er lovpligtigt. Det vil sige, at der mindst 1 gang om året skal renses skorsten, røgrør og ildsted.
I forbindelse med skorstensfejerarbejdet skal der også 1 gang årligt udføres et brandpræventivt tilsyn for at sikre, at skorstene, røgrør og ildsteder ikke er behæftet med fejl eller mangler.
Skorstene for mindre oliefyringsanlæg samt skorstene for pejse og brændeovne skal renses mindst 1 gang om året.
Ved anlæg for fast brændsel vil der ofte være behov for flere fejninger om året. På grundlag af en konkret vurdering fastsættes antal fejninger pr. år af skorstensfejeren efter orientering/forhandling med ejeren. Bortskaffelse af sod-poser foretages i den enkelte husstands skraldespand.
Reglerne om skorstensfejning:
Faaborg-Midtfyn Kommune skal sørge for, at dette lovpligtige skorstensfejerarbejde tilbydes kommunens borgere. Til at udføre arbejdet har kommunen indgået aftale med de lokale skorstensfejermestre.
Kontakt din lokale skorstensfejer og hør nærmere:
- Faaborg: Kim Laue Christensen, Odensevej 3, 5600 Faaborg, tlf. 62 61 05 94, mobil. 28 11 56 81.
- Broby: Kim Hartmann Johansen, Banevænget 10, Allested 5672 Broby, tlf. 62 69 13 93, mobil. 21 25 23 87.
- Kværndrup, Ringe, Ryslinge og Årslev: Ole Lautrup, Smedegårdsvej 11, Kirkeby 5771 Stenstrup, tlf. 62 26 27 61.
Andre opgaver for skorstensfejeren?
Et oliefyr skal kontrolmåles, justeres og renses mindst 1 gang om året for at fungere bedst muligt. Dette er lovpligtigt.
I forbindelse med skorstensfejningen har skorstensfejeren ret og pligt til at kontrollere, om kontrolmåling er udført. Hvis dette ikke er tilfældet, skal skorstensfejeren foretage målingen. Kontrolmåling kan også udføres af godkendte oliefyrservicefirmaer.
Ud over kontrolmåling, rensning af kedel og røgrør må skorstensfejeren ikke udføre andet arbejde på anlægget.
Gebyr for kontrolmålingen fastsættes af Energistyrelsen og betales direkte til skorstensfejermesteren i forbindelse med målingen.
Opstår der problemer, som ikke kan løses i samarbejde med skorstensfejermesteren, kan der rettes henvendelse til Byggesagsafdelingen. Ved etablering af skorsten og ildsted skal der ske anmeldelse til skorstensfejermesteren for det pågældende område.
