Grænseværdierne er fastsat i Miljøministeriets bekendtgørelse om vandkvalitet og tilsyn med vandforsyningsanlæg

Bekendtgørelse nr. 1449 af 11. december 2007

 

Private brønde og boringer bliver analyseret for kim, coliforme bakterier, E. coliforme bakterier, nitrat og fosfor, kontrollen foretages normalt hvert 5. år.

Vandværkernes analyseprogram er endnu større, de forskellige stoffer ses nederst på siden.

Kimtal 22⁰ C
Dette kimtal giver et udtryk for antallet af "kuldeelskende bakterier", der kan være naturligt forekommende i naturen, og som lever af vandets indhold af organisk stof. De er sjældent sygdomsfremkaldende.
Højst tilladelige værdi på ledningsnettet 200 antal/ml, afgang vandværk højst 50 antal/ml

Kimtal 37⁰ C
Bakterier, der kan vokse ved legemstemperatur, kan være sygdomsfremkaldende. Bør ikke forekomme i drikkevand.
Højst tilladelige værdi på ledningsnettet 20 antal/ml, afgang vandværk højst 5 antal/ml

Coliforme bakterier
Er tegn på forurening med overfladevand og kan være sygdomsfremkaldende.
Må ikke forekomme i drikkevand.

Termotolerante coliforme bakterier
I drikkevand indikerer termotolerante coliforme bakterier, fækal forurening fra f.eks. kloak, septiktank, gyllebeholder og lignende.
Må ikke forekomme i drikkevand.

Nitrat (NO3)
I for høj mængde i drikkevand kan stoffet være sundhedsskadeligt, især for spædbørn. Nitratet i fordøjelsessystemet bevirker, at ilttilførslen via de røde blodlegemer nedsættes, og børnene bliver "cyanoptiske" - blå børn.
Højst tilladelige værdi: 50 mg NO3/l.

Fosfor (P)
Fosfor i drikkevandet kan have geologisk oprindelse, f.eks. sammen med jern. Men det kan også være tegn på overfladeforurening fra husspildevand og lignende. Fosfor bør ikke forekomme i drikkevand, da det kan være næringsstof for bakterievækst.
Højst tilladelige værdi: 0,15 mg/l P.

Vandet fra vandværkerne bliver analyseret flere gange om året. Omfanget fremgår af ovennævnte bekendtgørelse. Her kan du læse om nogle af de stoffer, som vandet på vandværker også bliver tjekket for udover de foregående. 

Klorid (Cl)
Stammer fra saltholdige jordlag eller indsivning af saltvand. Kan i høje koncentrationer give smagsproblemer. Vandet smager salt ved ca. 400 mg/l - risiko for tæring og øgning af af tungmetal indhold .
Højst tilladelige værdi: 250 mg Cl/l.

Sulfat (SO4)
Kan som klorid give smagsproblemer, samtidig med at det i forbindelse med magnesium kan virke afførende.
Højst tilladelige værdi: 250 mg SO4/l.

Nitrit (NO2)
I vand er nitrit som regel en ustabil forbindelse og kan normalt fjernes ved iltning af vandet.
Højst tilladelige værdi: 0,1 mg NO2/l.

Ammonium (NH4)
Dannes ved biologisk nedbrydning af plante- og dyrerester. Kan være tegn på forurening, men har ofte andre årsager. Grundvandets indhold af ammonium kan fjernes ved korrekt vandbehandling.
Højst tilladelige værdi: 0,05 mg NH4/l.

Natrium (Na)
Forekommer som regel som natriumklorid eller natriumkarbonat, afhængig af vandtypen. For højt indhold af natrium, kan give forhøjet blodtryk.
Højst tilladelige værdi: 175 mg Na/l.

Kalium (K)
Forekomster af kalium i drikkevand kan være tegn på forurening, men der er i øvrigt ingen smags- eller sundhedsmæssige ulemper ved forhøjet kaliumindhold.
Højst tilladelige værdi: 10 mg/l.

Jern (Fe)
Er et stof, som kan fjernes ved iltning eller filtrering af vandet. Såfremt det ikke fjernes, kan det give anledning til aflejringer i ledningsnettet, i armaturer, give gener i form af gulfarvning, ved tøjvask og ved afsætninger i kummer og vaske. Desuden kan jern give anledning til dårlig smag og uklarhed.
Højst tilladelige værdi: 0,20 mg Fe/l.

Mangan (Mn)
Forekommer ofte sammen med jern og giver stort set samme ulemper som jern. Dog optræder ulemperne allerede ved lavere indhold. Mangan i vandet viser sig ved et sort, lidt olieagtigt, fedtet stof.
Højst tilladelige værdi: 0,05 mg Mn/l.

pH
Er et udtryk for vandets surhedsgrad. pH = 7 svarer til neutral reaktion.
Højst tilladelige værdi: 7 - 8,5.