Fyrer du fornuftigt?
Ild i pejs og brændeovn er både hyggeligt og et godt supplement til opvarmning af boligen. Desværre er det ikke alle der altid fyrer lige fornuftigt, hvilket medfører bl.a. klager til kommunen.
Luftforurening fra brændeovne skyldes ufuldstændig forbrænding. Måske fyrer du med affald, vådt træ – eller måske kommer der ikke nok luft til ilden, når du fyrer. Men det er heldigvis nemt at undgå den værste røg, og første skridt er at fyre korrekt.
Sådan får du styr på din brændeovn:
Når du fyrer korrekt, minimerer du luftforureningen. Derfor har Miljøstyrelsen udarbejdet fire enkle råd om korrekt fyring:
- Brug rent og tørt træ. Vådt træ giver dårlig forbrænding og meget røg. Fyr aldrig med affald - fx i form af reklamer, magasiner, mælkekartoner, pap eller træ, som er malet eller på anden måde behandlet. Fyring med affald er ulovligt og udvikler giftige og korrosive gasser såsom saltsyre og dioxin.
- Sørg for rigeligt luft. For lidt luft giver mange sundheds-skadelige partikler i røgen. Tænd op med pindebrænde, optændings-blokke eller lidt avispapir, så ilden hurtigt kan få godt fat. Skru først ned for luften, når flammerne bliver blålige.
- Fyr lidt ad gangen. Ilden skal have fat i brændslet, så temperaturen hurtig bliver høj. Hver gang du lægger brænde ind, skal du skrue op for luften, til de mørkegule flammer er væk.
- Gå ud og tjek – røgen skal næsten være usynlig. Hvis der er for meget røg, og det lugter grimt, gør du sandsynligvis noget forkert. Spørg din skorstens-fejer.
En dyr besparelse:
Ukorrekt fyring fører ikke kun til utilfredse naboer, det kan også ende med at blive en dyr fejl.
Ofte skyldes røggener en økonomisk tankegang, der fremmer brugen af billigt brændsel såsom affaldstræ og træ der ikke er tørret tilstrækkeligt. Men denne besparelse kan i den sidste ende blive dyrt købt. Fyring med affald og vådt træ medfører partikler og sod i ovn og skorsten hvilket i sidste ende fører til skorstensbrand. Samtidig udvikles der mange giftige og korrosive gasser (fx saltsyre) som nedbryder ovn og skorsten.
Reglerne:
- Du skal altid kontakte din skorstensfejer, når du vil installere eller udskifte et ildsted eller en skorsten.
- Skorstenen skal have en højde og en lysning, så der kommer ordentlig træk og god spredning af røgen.
- Hvis din fyring giver anledning til røggener, kan kommunen kræve, at generne afhjælpes eller nedlægge forbud mod fortsat brug af anlægget.
Som nabo
Hvis du er generet af røg fra din nabos skorsten så tag en snak med naboen!
Ofte skyldes røggenerne ubetænksomhed og kan dermed afhjælpes blot ved at der fyres mere hensigtsmæssigt.
Hjælper det ikke at snakke med naboen kan der klages til Afdelingen for Miljø. Klagen skal helst være skriftlig.
Information
Se også Miljøstyrelsens side: Sådan fyrer du fornuftigt i din brændeovn (åbner i nyt vindue).
